Oh Herre, jeg takker Dig for Din nåde og barmhjertighed, og jeg beder om tilgivelse for de synder jeg har begået. Giv mig visdommen til at rette mig og forbedre mig og giv mig sindsroen til at acceptere de fejl, der sidder så dybt i min syndige sjæl, at kun Skærsildens ild kan lutre dem.
Vi tager hjem. Vi tænker at baronen ønsker at bevare os i live, og at vi på den anden side ikke skal rende rundt i Colburn og sprede rygter og rigets bedste mænd.
Vi prøver at gøre os nyttige. Andrew havner nede på kroen, og en gammel jæger, Drummond, kommer ind. Andrew spørger til, hvad der er sket. Drummond fortæller, at elverne har trukket sig mere sydpå. Dette er usædvanligt, da skoven menes at være elvernes rige. Hvis de har trukket sig sydpå, kunne det være for at komme tættere på Baron Aldred’s fjende Montombre, der siges at have gode relationer til elverne.
Drummond tilbyder at lære Andrew at skyde to pile af på en gang. Dette vil kræve, at noget der hedder “Centralen” eller “Jagthytten” involveres, og at Drummond forbereder sig i en uge. Det er tilfældigvis også om en uge, at Baronen skal afholde sin store efterårsjagt, hvor der åbenbart er planer om at ombringe baronen.
Efter tre dage kommer 10 ryttere til Wenforth, anført af en adelsmand. Han spørger efter os på en relativt aggressiv måde, så vi prøver at stikke af. Vi opdages og løber hen til en position, der er lettere at forsvare.
Anføreren, en udenlandsk ridder Thodt (!), vil have os til at smide våbnene, og det nægter vi. Det betyder, at vi snart befinder os i en beklagelig kamp. Få sekunder inde i kampen er Andrew, Kari og Col hårdt såret.
Ved et mirakel – og Florians evner – får vi ridder Thodt ned med nakken, og vi får opklaret situationen. De 12 kavallerister var anført af en Sir Reginald, der blev hentet af Sheriff Beorn og hans bror. Soldaterne drager af sted og finder en døende Sir Reginald med adskillige sår i ryggen – og intet spor af Beorn og Alcuin.
Thodt er ikke begejstret for det, han ser som Beorn og broderens forræderi, så han sværger troskab overfor Reginald. Vi drager af sted og stedes for baronen. Han anerkender vores tjenester, og vi kommer i hans sold. Det interessante er, at han intet kender til den kappeklædte, tavse mand, der fik os ud af fangehullet og som prøvede at få os ud af byen.